Velkommen til Prinsesse Thyras Børnehus
Vi er en lille, hyggelig og hjemlig integreret institution, som ligger på Rantzausgade på Nørrebro.
Vi har tre stuer:
- Radisserne, som er en vuggestuegruppe med 12 børn
- Rødderne, som er en børnehavegruppe med 18 børn
- Basserne, som er en børnehavegruppe med 18 børn
Vi er fire pædagogiske medarbejdere tilknyttet hver stue samt en pædagogisk leder og en køkkenmedarbejder.
Vores særligt gode normering skyldes bl.a. at vi har tre basispladser på hver børnehavestue - men normeringen med færre børn og flere voksne kommer alle vores børn til gode. Basispladser er en børnehaveplads for børn med særlige behov.
Prinsesse Thyras Børnehus blev oprindeligt opført i 1877 som "Prinsesse Thyras Asyl" og er opkaldt efter Prinsesse Thyra, som er datter af Kong Christian d. IX. Siden 1923 har vi været en kommunal daginstitution.
Vores hus på Nørrebro
Vi bor i et hyggeligt hus med flere etager, masser af charme og hjemlige rammer. Her er skæve vinkler og hyggelige kroge, og her er en rar og hyggelig stemning. Det tror vi på, er med til at både børn og medarbejdere trives her. Her dufter af mad og hjemmebag fra vores køkken, hvor der hver dag bliver lavet dejlig hjemmelavet mad til børnene.
Vi er gode til at udnytte vores rum og være kreative med, hvad vi kan. Udover de tre stuer har vi også et krearum, som vi både bruger til kreative aktiviteter og som bibliotek, og så udnytter vi vores gangarealer til bevægelseslege og andre aktiviteter.
Udenfor har vi en forhave og en legeplads i baggården. Forhaven bruger vi især til at lave forskellige grønne projekter sammen med børnene om sommeren - vi planter spiselige ting, som vi passer, høster og spiser sammen med børnene.
Vi bruger også vores nærområde meget i hverdagen, når vi tager børnene med ud på ture - vi bruger Hans Tavsens Park og Assistens Kirkegård, nærområdets legepladser, Empire biografen og Brorson Kirke, som vi besøger ved højtider. Vi har elladcykler, som gør, at vi kan bruge hele byen, og vi tager for eksempel også på ture til KUBE.
Vores pædagogiske grundsyn
Vi arbejder målrettet på at skabe pædagogiske rammer, hvor alle børn får mulighed for at trives, lære og udvikle sig. Vi tror på, at børn skal have reelle deltagelsesmuligheder i mangfoldige børnefællesskaber, hvor forskellighed ikke bare rummes, men anerkendes som en styrke, der både beriger og udfordrer fællesskabet. Generelt oplever vi, at vores børn er rigtig gode til at rumme hinanden og børnegruppens forskellige behov.
Vi møder hver barn som et aktivt og kompetent menneske, der udvikler sig i relationer og gennem samspil i hverdagslivet. Det er i de meningsfulde relationer, barnet spejler sig, finder retning og bygger tillid - til sig selv og til verden omkring sig. Derfor er relationsarbejdet fundamentet i vores pædagogiske praksis.
De voksne har et særligt omsorgsansvar: at være nærværende, tydelige og følelsesmæssigt tilgængelige. Det er os, der skaber de trygge rammer, hvor børn kan udforske, udtrykke sig og føle sig betydningsfulde.
Vi ved, at børn vokser - ikke kun i højde, men i handlekraft, tilhør og i evnen til at indgå i fællesskaber med andre. Derfor er det vores ansvar at skabe læringsmiljøer, der giver plads til forskellighed og støtter barnets mulighed for at tage del, blive hørt og være medskabende.