Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Mad og måltider

I Prinsesse Thyras Børnehus har vi eget køkken og en køkkenmedarbejder, som laver mad til os hver dag. 

Vi gør os altid umage for at lave velsmagende, varieret og sund mad til børnene, og derudover har vi stort fokus på økologi og klimavenlig mad. Vi laver al den mad, vi kan, fra bunden - vi bager for eksempel vores eget brød, sylter egne grøntsager og laver også gerne hjemmelavet pålæg.

Vi tilbyder vegetarisk kost, imødekommer kulturelle og religiøse hensyn til kosten og tilbyder specialkost, hvis jeres barn har allergier - det kræver dog en lægeerklæring.

Dagens måltider

  • Vi tilbyder morgenmad indtil kl. 8.

  • Kl. 9 spiser vi formiddagsmad.

  • Kl. 10.45 spiser vi frokost i vuggestuen, og kl. 11.15 spiser vi frokost i børnehaven.

  • Kl. 14.30 spiser vi eftermiddagsmad.

  • Ved behov tilbyder vi også en snack til de børn, som bliver hentet efter kl. 16.30.

Sukkerpolitik

Vi serverer som udgangspunkt ikke søde sager til børnene, men bruger indimellem sukker som krydderi eller ved syltning. Derudover er der få særlige anledninger i løbet af året, hvor vi serverer noget sødt, fx til vores julearrangement og til fastelavn.

Når jeres barn har fødselsdag og skal have noget med at dele ud, opfordrer vi jer til at undgå søde sager og tage for eksempel frugt, boller eller bananpandekager med i stedet.

Det gode måltid

Vi prioriterer måltiderne højt og ønsker at gøre dem til et trygt og hyggeligt højdepunkt på dagen, som understøtter børnenes madmod, madglæde og generelle udvikling og fællesskab.

Hver dag er der to børn fra alle stuer, som er dagens madværter. De hjælper med at dække bord og hente maden i køkkenet, og så præsenterer de dagens menu for resten af stuen. Det er et virkelig fint ritual, som skaber meget stolthed hos dagens madværter.

Medarbejderne er rollemodeller ved bordet og støtter børnene i at udvikle selvhjulpenhed og madmod.

Vi støtter op om fællesskabet blandt børnene ved at opfordre børnene til at hjælpe hinanden under måltidet og skabe gode samtaler om, hvad vi spiser, og hvad børnene ellers er optaget af.

Vi spiser i små grupper og har faste pladser - det skaber forudsigelighed og tryghed omkring måltidet.