Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Prinsesse Thyras Børnehus som arbejdsplads

Som medarbejder i Prinsesse Thyras Børnehus er du en del af en lille arbejdsplads med stort fællesskab og høj faglighed.

Det, at vi kun er tre stuer, gør at vi alle kender hinanden godt - både børn og voksne. Det skaber et rigtig godt og tæt samarbejde på tværs af stuerne, hvor vi hjælper hinanden og arbejder på tværs.

Fordi vi har basispladser, har vi en særligt god normering med fire medarbejdere på alle stuer og en høj andel af uddannede pædagoger. Derudover har vi tæt sparring med den tværfaglige support, og den mulighed er åben for alle stuer.

Vores arbejdsfællesskab

Vi har et rigtig godt arbejdsfællesskab, som både bygger på en fælles faglig interesse og et socialt aspekt. Indimellem har vi fredagsbar og andre sociale arrangementer efter arbejde.

Vi er en personalegruppe, som tager fagligheden alvorligt og værner om den, men vi har også fokus på at have det sjovt i vores hverdag sammen. Selvom vi er faglige ildsjæle, skal der også være plads til grin og magi i hverdagen.

Forberedelse og refleksion

Vi har en struktur og organisering, som sikrer, at her er tid til både faglig forberedelse og refleksion. Alle pædagoger har fastlagt forberedelsestid i skemaet. Vi har ugentlige stuemøder og et ugentligt mandagsmøde med repræsentanter fra alle stuer. Her deler vi viden med hinanden og koordinerer aktiviteter på tværs af stuerne.

På den måde er den faglige udvikling en naturlig del af hverdagen.

Vi prioriterer desuden kompetenceudvikling og supervision højt - både til den enkelte medarbejder og som noget, der sker i fællesskab.

Langsom pædagogik

Vi har fokus på at arbejde med langsom pædagogik - det betyder, at vi tager os god tid i hverdagen til at være langsomme og skabe ro omkring børnene.

Hos os skal der være tid til, at de voksne kan sætte sig på gulvet, trække vejret og bare være med børnene. Det skaber nemlig rolige børn, når de voksne er rolige og har mulighed for at fordybe sig i alt fra leg til rutiner.